Sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper
Siden vedtagelsen af 2015-Målene er der opnået historiske resultater i reducering af børnedødelighed, i forbedring af mødres sundhed og i bekæmpelsen af HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme.
Siden 1990 har der på verdensplan været en nedgang på over 50 procent i dødsfald blandt børn. Mødredødeligheden er også faldet med 45 procent. Nye HIV/AIDS-infektioner faldt med 30 procent mellem 2000 og 2013, og over 6,2 millioner liv blev reddet fra malaria.
På trods af de utrolige fremskridt dør der årligt mere end 6 millioner børn, før de fylder fem år. 16.000 børn dør hver dag på grund mæslinger og tuberkulose, som kunne være forhindret. Hver dag dør hundredvis af kvinder under graviditet eller på grund af fødselsrelaterede komplikationer.
I udviklingslande foregår kun 56% af fødsler i landdistrikterne med hjælp fra trænet fagfolk. AIDS er nu den største dødsårsag blandt unge i Afrika syd for Sahara, som stadigt hærges af HIV-epidemien.
Disse dødsfald kan undgås gennem bedre forebyggelse og behandling, uddannelse, immuniseringskampagner og seksuel og reproduktiv sundhed.
Verdensmålene for bæredygtig udvikling forpligter sig til at gøre en ende på epidemier af AIDS, tuberkulose, malaria og andre smitsomme sygdomme inden 2030. Målet er at udbrede universel sygeforsikring og give adgang til sikre og effektive lægemidler samt vacciner til alle. Støtte til forskning og udvikling af vacciner er en væsentlig del af denne proces, samt adgang til medicin til en overkommelig pris.
Sundt liv og trivsel er et af de 17 verdensmål, som indgår i udviklingsdagsordenen for bæredygtig udvikling frem mod 2030. En integreret tilgang er afgørende for fremskridt på tværs af de forskellige mål.
Nedbrydning af mål 3 i delmål
3.1 Inden 2030 skal den globale mødredødelighed reduceres til under 70 dødsfald pr. 100.000 levendefødte.
3.2 Inden 2030 skal der sættes en stopper for dødsfald blandt nyfødte og børn under 5 år, der kan forebygges, med en målsætning i alle lande om at reducere den neonatale dødelighed til maksimalt 12 dødsfald pr. 1000 levendefødte, og reducere dødelighed hos børn under 5 år til maksimum 25 dødsfald pr. 1.000 levendefødte fødsler.
3.3 Inden 2030 skal der sættes en stopper for epidemier af AIDS, tuberkulose, malaria og negligerede tropiske sygdomme, og sygdomme som hepatitis, vandbårne sygdomme og andre smitsomme sygdomme skal bekæmpes.
3.4 Inden 2030 skal præmatur dødelighed, som følge af ikke-smitsomme sygdomme, reduceres med en tredjedel gennem forebyggelse og behandling samt fremme af mental sundhed og trivsel.
3.5 Forebyggelse og behandling af stofmisbrug, herunder narkotikamisbrug og skadelig brug af alkohol, skal styrkes.
3.6 Inden 2020 skal antallet af globale dødsfald og tilskadekomster som følge af trafikulykker halveres.
3.7 Inden 2030 skal der sikres universel adgang til seksuelle og reproduktive sundhedstjenester, herunder familieplanlægning, oplysning og uddannelse, og integration af reproduktiv sundhed i nationale strategier og programmer.
3.8 Der skal opnås universel sundhedsdækning, herunder beskyttelse mod økonomiske risici, adgang til livsvigtige sundhedsydelser af høj kvalitet, og adgang til sikker og effektiv livsvigtig kvalitetsmedicin og vacciner til en overkommelig pris for alle.
3.9 Inden 2030 skal antallet af dødsfald og sygdomme som følge af udsættelse for farlige kemikalier samt luft-, vand- og jordforurening og kontaminering, væsentligt reduceres.
3.a Implementering af WHO’s (Verdenssundhedsorganisationen) Rammekonvention vedrørerende Tobakskontrol i alle lande, som relevant, skal styrkes.
3.b Forskning og udvikling af vacciner og medicin til behandling af smitsomme og ikke‑smitsomme sygdomme skal støttes, og primært indenfor områder, som påvirker udviklingslandene, fremmer adgang til livsvigtig medicin og vacciner til en overkommelig pris i overensstemmelse med Doha-erklæringen om TRIPS-aftalen og Offentlig Sundhed, og som bekræfter udviklingslandenes ret til i fuldt omfang at anvende bestemmelserne i Aftalen om Handelsrelaterede Intellektuelle Ejendomsrettigheder vedrørende fleksibilitet i beskyttelsen af offentlig sundhed, og især at sikre adgang til medicin for alle.
3.c Der skal opnås en væsentlig forøgelse af sundhedsfinansiering og rekruttering, udvikling, uddannelse og fastholdelse af sundhedsarbejdsstyrken i udviklingslande, især i de mindst udviklede lande og de udviklingslande, som består af småøer.
3.d Alle lande, og især udviklingslandene, skal styrke deres kapacitet for tidlig varsling, risikoreduktion og håndtering af nationale og globale sundhedsrisici.