Miltons begivenhedsrige år

Endnu et år er gået lynhurtigt for Milton. I 2021 har der, ligesom i 2020, været fokus på Covid-19 pandemien. ’Milton og den usynlige coronavirus’ blev distribueret til endnu flere skoleelever, og danske politikere stillede op for den gode sag og læste bogen højt for børnene. Samtidig udkom efterfølgeren ’Milton og Den Magiske Eliksir’, som omhandler vaccinen. I bogen forklarer Milton og vennerne i den fortryllede skov, hvad en vaccine er for en størrelse, og hvordan den kan gøre corona hjemløs. Svære begreber omkring immunforsvaret og antistoffer vises gennem levende illustrationer og gøres forståelige. Og så giver den også de yngste modet til at modtage vaccinestikket.

Flere verdensmålseventyr

Miltons verdensmålseventyr fortsatte ufortrødent med udgivelse af flere bøger og undervisningsmaterialer til indskolingseleverne. Blandt udgivelserne var den populære ’Milton og de 17 verdensmålsrejser’, der samler alle verdensmålene og opsummerer Miltons rejser ud i verden for at blive klogere på de enkelte verdensmål. I bogen får eleverne desuden gode råd til, hvordan vi alle kan blive vaskeægte verdensmålshelte.

I løbet af året blev flere spændende samarbejder omkring verdensmålene etableret, bl.a. med Verdensmålshuset GenIn i Esbjerg, der udvalgte Milton-universets skaber og forfatter, Marianne D. Strømfeldt, som ambassadør for Verdensmål 4 – Kvalitetsuddannelse.

Givskud Zoo gik all in på verdensmålslæring med et nyt initiativ, og Milton var bl.a. en del af en lærerig konkurrence for dyreparkens mange besøgende. Et samarbejde med FCG Global Goals, der arbejder med at integrere verdensmålene i virksomheder og organisationer så ligeledes dagens lys i året, der gik.

Milton teamet voksede

Milton teamet voksede endnu mere i 2021. Malene kom ombord som fast oversætter, og hendes arbejde sikrer at Miltons univers og stemme forbliver troværdig og genkendelig på engelsk. I efteråret blev Thor budt velkommen. Thor skal stå i spidsen for udviklingen af Miltons digitale EdTech platform,  og her er allerede mange ting på tegnebrættet.

På business-siden sagde vi velkommen til Jawarhar L. Matu som Global Business Director, Jens Nielsen som nyt medlem i Miltons Advisory Board og Johanny Reyes som Goodwill Ambassadør.

Meget mere er i støbeskeen, og vi glæder os til at dele det hele med jer i 2022!